Quebecs søde guld

Som jeg nævnte for et par indlæg siden, har forår i Quebec ikke noget med erantis og bøgeblade at gøre. Her er det forår, når kragerne skriger. Det kan godt være, det stadig er hundekoldt, og at sneen langt fra er smeltet, men forår på disse kanter er, når ahorntræerne begynder at løbe, og det ved kragerne åbenbart, for i århundreder har deres hæse stemmer i følge overleveringen bebudet, når sæsonen for ahornsirup går i gang.

Ahornsirup? Sig mig, bliver hun betalt af den canadiske turistforening for at skrive om sne og ishockey og nu også ahornsirup? Hvornår skal vi så høre om bævere og elge og kanoer? spørger mange læsere måske sig selv. Rolig nu, bare fordi noget er traditionelt, er denne blog i hvert fald ikke for fin til at gøre plads til det, og ahornsirup er faktisk meget, meget vigtigt i Quebec.

Provinsen har 7.000 ahornsirupproducenter, og de fremstiller 80 procent af al ahornsirup i verden. Det kræver nattefrost og et par graders varme om dagen for at få ahorntræernes safter til at stige og løbe, og den kombination forekommer normalt i marts og april. Og så tager quebecerne på udflugt. Skoleklasser, fritidsordninger, arbejdspladser og familier strømmer til provinsens mange cabanes à sucre/sugar shacks, som oprindeligt var en træhytte midt i en ahornplantage, hvor saften fra træerne samledes og blev kogt til sirup. De små skure står der stadig og bliver i de fleste tilfælde også stadig brugt efter hensigten, men hovedattraktionen i dag er de rigelige mængder mad.

Et besøg på en cabane à sucre går ud på at indtage en solid menu bestående af gule ærter – eller soupe aux pois, som det hedder her – med ahornsirup i, omelet, skinke, pølser (stegt i ahornsirup), kartofler, kålsalat, rødbeder, marinerede løg, syltede agurker, cretons (som er en slags svinepaté, der minder om en blanding af bleg leverpostej og sylte), brød, fèves au lard (som er brune bønner i flæsk og ahornsirup) og flæskesvær (som vist er det eneste, folk ikke hælder sirup på). Derefter går man en lille tur i den sjappede skov, de fleste steder er der en hestevogn, man kan få en runde i, og til sidst kan man spise tire d'érable, som er varm ahornsirup, der bliver hældt ud på sneen for at stivne lidt, og som man så kan rulle op på en pind.

I virkeligheden betyder det ikke det helt store, om safterne stiger eller ej. Quebec har et overskudslager på næsten otte millioner kg af det søde, flydende guld, kaldet The International Strategic Reserve (helt seriøst!). Det er sirup helt tilbage fra 2000-produktionen, og noget af den er begyndt at gære. Alligevel nægter Sammenslutningen af Ahornsirup-producenter at sænke priserne. De tror ikke på, lavere priser automatisk får folk til at købe mere, og deres argument er, at der trods alt er grænser for, hvor meget ahornsirup man kan konsumere. Til gengæld er håbet, at japanerne, kineserne og sydkoreanerne vil hælde endnu mere quebecsk sirup på deres is og pandekager de kommende år. Japan er allerede Canadas næstestørste importør af ahornsirup (efter USA) og bruger blandt andet siruppen i dehydreret form til at stege kyling og svinekød i.  

Valg i Canada

Så er der simpelthen en vaskeægte nyhed på bloggen: Der er i dag udskrevet valg i Canada - for fjerde gang på syv år. Og helt historisk sker det på baggrund af et mistillidsvotum pga. nogle lidt for sparsomme oplysninger om regeringens køb af jagerfly og om deres planer for retsvæsenet. Alt sammen ret ligegyldigt, da alle tre oppositionspartier alligevel ville stemme nej til finansloven i næste uge ...

Et par grundlæggende oplysninger om canadisk politik:
Man vælger et parlament efter first past the post-princippet, ligesom i blandt andet England. Den kandidat, der får flest stemmer i en valgkreds, får taburetten - alle andre stemmer er derfor i praksis spildt. Systemet gør det meget vanskeligt for små partier og uafhængige kandidater at blive valgt.

Kun fire partier har reelt en chance:
De Konservative (som af Gud ved hvilken grund har siddet på magten siden 2006, selvom de støttede George Bush, slagter kulturstøtten, vil bruge flere penge på lov og orden i et af verdens mindst kriminelle lande og ikke gør en skid for miljøet).
De Liberale (et midterparti, der kan sammenlignes med Socialdemokratiet, og som vist nok har nogle udmærkede ideer, men begik politisk selvmord for nogle år siden med en stor korruptionsskandale, der involverede store pengebeløb i brune konvolutter).
New Democratic Party, NDP (Canadas SF, der i netop dette valg har det kedelige problem, at deres leder Jack Layton både er i behandling for prostatakræft og i sidste måned undergik en større hofteoperation).
Bloc Quebecois (seperatistparti, hvis eneste formål er at varetage Quebecs interesser nationalt. BQ opstiller kun kandidater i Quebec, men sidder alligevel på over 50 af parlamentets 308 pladser).
Desuden opstiller The Green Party/Le Parti Vert hver gang en del kandidater, men ingen af dem har endnu haft held til at komme ind.

Canadas 22. premierminister (ja, det er et ungt land ...) Stephen Harper (også kaldet Helmet Hair pga. hans ubevægelige stålgrå frisure) står i spidsen for en mindretalsregering, hvilket faktisk er ret unormalt herovre. En regering med flere partier, som i Danmark, kendes ikke her, og allerede i dag på valgkampens første dag har Harper nævnt det uhyggelige ord 'koalition' (mellem de tre andre partier) mange gange som sandsynligt skræmmescenarie, hvis nogen finder på ikke at stemme konservativt.

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke stemmer konservativt. Desværre stemmer jeg heller ikke noget andet, for jeg er ikke canadisk statsborger. Det skyldes ikke uvilje fra min side, men det simple faktum at Danmark stadig ikke har fået ændret den dybt forældede Lov om Indfødsret, der forbyder danskere at have dobbelt statsborgerskab. Det er naturligvis kun et spørgsmål om ganske kort tid, før der bliver rettet op på den fadæse, men indtil da befinder jeg - og tusindvis af andre udedanskere - mig i et demokratisk vakuum uden for indflydelse.

Canadierne stemmer den 2. maj, og jeg skal gøre mit bedste for at formidle de mest interessante valgnyheder videre til jer undervejs.

Valg i Haiti

I går forsøgte haitianerne endnu en gang at vælge en præsident, der forhåbentlig snart kan bringe lidt stabilitet til landet, som har været et kaotisk sted siden jordskælvet for lidt over et år siden. Alt forløb fredeligt og vist nok uden snyd. Kandidaterne befinder sig begge på højrefløjen: den 70-årige akademiker og tidligere førstedame, Mirlande Manigat, over for den tyve år yngre popstjerne, Michel 'Sweet Micky' Martelly, som tidligere har taget stoffer og engang har moonet sit publikum under en koncert. Resultatet ventes først midt i næste måned.
Men hvorfor er der en historie om Haiti i en blog, der plejer at handle om Canada? Det er der, fordi der bor cirka 100.000 haitianere i Canada, stort set alle sammen i Montreal på grund af sproget. Haiti har - ligesom enkelte andre langsomme lande i verden - stadig en lov, der forbyder dobbelt statsborgerskab, og langt de fleste haitianere her i byen har valgt at blive canadiere. Men selvom her altså ikke er mange med stemmeret i Haiti, er Montreal et vigtigt stop på kandidaternes valgturné. Politikernes håb er, at den forholdsvis rige og veluddannede haitianske diaspora kan og vil påvirke deres familie og venner i hjemlandet.

Det tætte forhold mellem Canada og Haiti har eksisteret i mange år. Montreal var det første sted, den tidligere præst og præsident Jean-Bertrand Aristide kom i eksil i 1985 (han har siden været i eksil i en masse andre lande i flere omgange og vendte under stor ståhej vendt tilbage til Haiti i fredags - dog uden at blande sig politisk). Fra 2005 til 2010 var Canadas generalguvernør (der fungerer som stedfortræder for dronning Elizabeth) den meget kloge og dejlige haitiansk-fødte journalist Michaëlle Jean. Desuden er Haiti det land, der modtager næstflest bistandsdollar fra Canada (efter Afghanistan).

Ishockey, Canadas voldelige nationalsport

Assimileringen er en kendsgerning for denne danske indvandrer i Canada: Jeg er blevet ishockeyfan. Ægtefællen er livslang fan, og sønnen er nærmest besat, så efter flere års skepsis har jeg opgivet al modstand og tilbringer nu tre aftener om ugen i selskab med Montreal Canadiens og deres unge angrebstalent, danske Lars Eller.

I tirsdags var vi glade - Eller scorede de to første mål i 4-1 sejren over ærkerivalerne Boston Bruins. Han endte med at blive kåret som kampens spiller, men da var det ikke festligt mere, for undervejs havde Bostons Zdeno Chara, en slovak på 2,10 meter, banket Montreal-angriberen Max Pacioretty så hårdt ind i banden, at han knaldede hovedet ind i en glasvæg og derefter direkte ned i isen, hvor han gik ud som et lys. Det var en rystende ubehagelig oplevelse at se ham ligge bevidstløs på isen i mange minutter - han var stadig ikke vågnet, da de løftede ham op på båren og kørte ham ud til ambulancen. Den 22-årige Pacioretty pådrog sig en alvorlig hjernerystelse og en brækket nakkehvirvel, men er heldigvis i bedring og blev udskrevet fra hospitalet i går.

The National Hockey League (NHL) har afgjort, at ulykken i tirsdags ingen yderligere konsekvenser får for Zdeno Chara, hvilket har forarget både fans, sportsjournalister, sponsorer og Canadas premierminister, og politiet i Montreal har efter massiv telefonstorm rejst en straffesag mod Boston-spilleren.
I forvejen er Canadas - og NHL's - absolut største stjerne, Sidney Crosby, ude på ubestemt tid med en hjernerystelse efter en voldsom tackling. 

Ishockey er en voldsom sport. Der er slagsmål i stort set alle kampe, og selvom det virker fuldstændig latterligt, når voksne mænd smider handsker og hjelm og slår løs på hinanden foran millioner af tilskuere og seere, tolereres volden og anses som en naturlig del af spillet. (Min quebecske ægtefælle har forsøgt at forklare noget med en magtbalance og noget opbygget aggressivitet, og han nævnte vist også ordet 'gladiatorer' ...)

Min syv-årige søn er som sagt meget begejstret for ishockey, og jeg er omsider blevet overbevist om, at det er i orden, han skal spille i en klub. Egentlig var jeg træt af, at det omfatter udstyr i det uendelige, at det foregår i weekenden tidligt om morgenen (klokken 7 er ikke unormalt), at det er indendørs i grå skøjtehaller med stive metalstole, og at jeg hader at snøre skøjter. Nu begynder jeg at blive bekymret for alle skaderne og volden, og jeg var derfor en af de forargede fans. Zdeno Chara spillede igen torsdag aften, mens Max Pacioretty stadig lå på hospitalet.  

Det er sgu ikke for sjov, når man spiller ishockey! Her er Viktors samling.

En sneamatørs paradis

Det er blevet marts, og jeg vil vædde med, at de er jer, der bor i Danmark, allerede har smilet til en krokus og måske endda haft fingrene i noget fugtig jord. Ikke i Montreal. Hvert år på denne tid har vi en mild dag, og så siger jeg, at nu bliver det nok snart forår, og hvert år siger min nabo, at nej, der kommer mindst tre snestorme endnu, og så sukker jeg, for hvert år får hun ret.

Den første kom i går. 20 cm til Montreal – 70 cm blot en time herfra (hvor jeg derfor vil tage ud og stå på ski i morgen :-). På et almindeligt år daler 14 millioner kubikmeter sne ned over Montreal – hvilket svarer til mellem to og tre meter, men det kan man jo ikke have liggende i en nordamerikansk storby med 3,5 millioner indbyggere, der gerne skulle kunne komme på arbejde og i skole og på hospitalet og hjem, så derfor har byen udviklet verdens måske mest effektive snerydningssystem. 5000 mænd og kvinder kommer i arbejde i Montreal efter hvert større snefald (som herovre er alt over 15 centimeter), og det foregår nogenlunde således:

Fem slags specialbyggede køretøjer er involverede i de på en gang voldsomme og delikate operationer, der i løbet af et par døgn gør Montreal farbar igen. Først på scenen er den lille kranbil, der med sin gennemtrængende sirene gør opmærksom på, at den har tænkt sig at slæbe eventuelt efterladte biler væk om ganske få minutter.



Bagefter kommer sneplovene, enorme traktorer med lange snuder, en skovl under maven og skarpe projektører i panden som øjne på stilke, samt de små vakse fortovsplove, der farer rundt på deres larvefødder i langt over fortovstempo. Deres job er at skrabe is og sne ud over kantstenen, hvor de store plove med det faste blik skubber hele baduljen sammen i to parallelle snebjergkæder i hele kørebanens længde. Der går rygter om, at de unge fyre, der drøner rundt på fortovene, ofte ryger sig en stor joint og skruer helt op for musikken i deres iPod, inden de jokker sømmet i bund og skræmmer frosne fodgængere.

Klimakset for en dansk sneamatør som mig er den frygtindgydende sneblæser. Forrest har den en stor åben mund med roterende tænder, der sluger alt på sin vej – hvilket heldigvis kun er de lange driver, sneplovene har efterladt. Med voldsom kraft spytter den sneen op i den åbne container på lastbilen, der følger med ved dens side. En mand i reflekterende overtrækstøj går forrest og dirigerer hele optoget med en lysende stav. Gade op og gade ned holder han øje med, når lastbilen er fuld, sender den afsted og tilkalder en ny, der allerede holder klar i nærheden.

 

Et snefald på 30 centimeter kan fylde 4500 lastbiler, der i lange konvojer kører til udkanten af byen og læsser deres kolde last af, enten direkte ned i kloakken eller i nogle specielle depoter, hvor den sidst på sæsonen har dannet 20 meter høje snebjerge. Nogle år smelter disse bjerge ikke før i juni. Hver vinter er de lokale aviser fyldt med artikler om den ineffektive snerydning i Montreal, men jeg synes nu de 135 millioner dollar (næsten syv milliarder kroner), byen hvert år bruger på opgaven, er givet godt ud.

 

Religionsdebatten simrer i Quebec

I denne uge afgjorde et enigt quebecsk parlament, at man ikke må bære dolk i parlamentsbygningen.

En indlysende beslutning? Nej, ikke i Canada. Baggrunden for forbuddet er nemlig, at fire medlemmer af World Sikh Organization of Canada i januar var inviteret ind i parlamentet for netop at diskutere, hvordan provinsen kan tilgodese religiøse mindretal, men ironisk nok blev de fire sikh'er afvist i døren, da de nægtede at aflevere deres kirpan; en 10-15 centimeter lang kniv, som ortodokse sikh'er altid skal bære på sig.

Resten af Canada var i chok. Quebec blev beskyldt for racisme og overtrædelse af borgernes religiøse rettigheder. Og det er ikke første gang.

Sidste år blev en ægyptisk kvinde bortvist fra sin franskundervisning i Montreal, fordi hun nægtede at fjerne sin niqab i klassen. Skolens begrundelse var rent praktisk: man må kunne se en persons mund for at kunne undervise hende i den rette udtale. Men sagen førte hurtigt til et lovforslag, der forbyder både brugere af og ansatte i det offentlige at have deres ansigt tildækket.

Også dengang var Canada i oprør.
20 procent af den canadiske befolkning er født i et andet land, multikulturalisme er indskrevet i forfatningen som fælles nationalt værdigrundlag (en forfatning, Quebec dog aldrig har skrevet under på), og intet politisk parti - heller ikke i Quebec - har indvandrere på dagsordenen, bortset fra forskellige tiltag til at få flere af dem ind i landet.

Men inden for de seneste par år er især de intellektuelle begyndt at ytre ønske om, at Quebec officielt indfører det, de kalder "åben verdslighed" og bliver en sekulær provins, der fjerner alle religiøse symboler fra offentlige steder som retssale, skoler, hospitaler og regeringsbygninger. Separatistpartiet Parti Québecois har oven i købet en verdslighedsordfører! I niqab-sagen var det især venstrefløjen og feministerne, der krævede lighed mellem kønnene for enhver pris.

En lang række ting adskiller Quebec fra resten af Canada, men her er især to ting relevante: Quebec er, paradoksalt nok, en nation – et samfund bundet sammen af fælles sprog, historie og kultur, mens resten af Canada i højere grad handler om at rumme alle værdier og ikke så meget om at beskytte fælles værdier.

Og så er der religionen. Den katolske kirkes stærke dominans i provinsen indtil helt op i 70'erne har afgørende betydning for feministernes reaktion i dag. Dengang fik mange kvinder i Quebec ordrer af de katolske præster om at holde sig ude af arbejdsmarkedet og ude af politik. Når kvinder fra Quebec i dag ser et muslimsk tørklæde, får de derfor indtryk af, at Quebec er på vej baglæns, hvad angår kvinders rettigheder.

Indvandrerdebat er et nyt fænomen i Quebec, og i modsætning til Danmark er det her de intellektuelle, der har taget styringen. I resten af Canada taler man slet ikke om den slags, men det kan være et spørgsmål om tid. Nye målinger spår nemlig, at en tredjedel af Canadas befolkning i 2031 vil tilhøre et 'synligt mindretal' – altså ikke-hvide.

Børnefødselsdag på canadisk

Vintersøndag i Montreal, Quebec.

Så prøver vi noget nyt: et par små film.
Der er reportage fra skøjtebanen, samt hjemmevideo med en flok hårdføre fødselsdagsgæster, der beviste, at canadiske børn ikke lader sig skræmme af minus 22 grader.

Løsning på vej i Hans Ø-sagen

Helt deroppe nord for Thulebasen ligger Hans Ø.

Endelig! Efter nogle nervepirrende år, hvor mange af jer sikkert har spildt talløse vågne timer i grublen over Danmarks arktiske overherredømmes tilstand, ser det omsider ud til, at der er fundet en løsning i sagen om Hans Ø. Den 1,3 kvadratkilometer store klippeø (eller uninhabited barren knoll, som Wikipedia kalder den) ligger klemt inde i Nares Strædet mellem det allernordligste Canada og Grønland, og ingen kan helt finde ud af, hvilken nationalitet fuglene på knolden har. En gang imellem rejser en dansk eller en canadisk ekspedition derop, hejser et flag og lægger en flaske Rød Aalborg eller Canadian Club til næste hold.

Striden er selvfølgelig alvorlig nok. Det nordlige ishav og Nordvestpassagen mellem Grønland og Stillehavet er i fuld fart ved at blive helt isfrit om sommeren, så Rusland, USA og Norge er også med i kampen om at skrabe størst mulig undergrund til sig for at få adgang til olie og mineraler. For Canada betyder det en brat opvågning. Landet har stort set aldrig haft grund til at gøre nogen indsats overhovedet for at forsvare sin nordlige grænse, og nu skal der pludselig mobiliseres et større logistisk militært system hen over det enorme, øde, barske og ekstremt afsides landområde, der i løbet af få år er blevet en kyst.

Hans Island/Île de Hans blev en ubehandlet rift, der truede med at inficere det ellers så velplejede forhold mellem Danmark og Canada, men nu står der så endelig i min avis, at "Negotiators are now confident that Canada and Denmark will resolve their dispute over Hans Island, and sooner rather than later."

Pyh. Det var godt. De er ikke helt sikre på den endelige løsningsmodel endnu, men enten kan vi eje den i fællesskab (hvilket jeg synes, lyder hyggeligt), eller også kan vi dele den på midten (hvilket er mindre hyggeligt, men alligevel ville give os en fælles landegrænse).

Det er nemt at more sig lidt over Île de Hans, og det er der da også en del, der gør. Her er nogle af bedre:
http://radiofreehansisland.com/
http://www.hansislandliberationfront.com/index.htm
http://freehansisland.com/

Jeg skal nok sige til, når der er mere nyt om vores lille stykke arktisk Danmark.

Kolde fødder

Jeg tror, vi har dummet os.

På søndag tropper ikke mindre end 12 veloplagte drenge op her på rue Masson for at være med til at fejre Viktors 7 års fødselsdag. Jeg har stadig et spinkelt håb om, at et par af dem når at rage noget influenza eller kighoste eller mellemørebetændelse til sig inden og må melde afbud, men indtil videre er alle desværre sunde og raske.

Det er ikke bare antallet af børn, der bekymrer mig. Der er f.eks. også konstellationen: ud af de 12 udvalgte gæster (ja, herovre er der helt acceptabelt at vælge og vrage, hvem man gider invitere til sin fødselsdag - ved ikke, hvordan den slags løses i Danmark?) har tre af dem tilbragt en ikke ubetydelig del af både børnehaveklasse og nu 1. klasse enten på en stol ude på gangen eller på skoleinspektørens kontor, fordi de har lidt svært ved at forholde sig i ro og grundlæggende ikke udviser den helt store respekt for voksne.

13 højspændte drenge på sukker er ikke noget problem for folk, der har en bolig på over 100 m2. Det har vi ikke. Derfor har vi bedt alle medbringe en ishockeystav og noget varmt tøj, og det sidste tager de forhåbentlig alvorligt, da maksimumtemperaturen på søndag skulle ligge omkring de minus 21! Vi begynder allerede at få kolde fødder ...

Det er jo ikke første gang, Viktor holder børnefødselsdag, og mine erfaringer fra sidst er:
1. Børn i Quebec er ikke vilde med brunsviger.
2. Børn i Quebec bryder sig heller ikke synderligt om hjemmebagte rosinboller.
3. Børn i Quebec er vant til Nesquick og IKKE god, tyk, hjemmelavet varm chokolade.

Og fordi venstre hånd stadig ikke gider hjælpe til med ret meget, har jeg droppet de danske traditioner og, i et supermarked, indkøbt 1 kg fabriksfremstillet chokoladelagkage m. små plastikfigurer fra Madagaskarfilmene ovenpå. Og skumfiduser. Og en kasse mikroovnspopcorn i clubformat. Og lejet en film. Så kan de bare komme an, de møgunger.

Børneporno i det canadiske militær

Ak, som den katolske kirke, så altså også det canadiske militær.

110.000 soldater, reservetropper og civilt personale på militærets baser er blevet set efter i sømmene, og i stort set alle kategorier af forbrydelser er disse ranke, pligtopfyldende mennesker da også væsentligt mere lovlydige end den generelle befolkning. Bortset fra to grelle undtagelser: seksuelle overgreb mod børn og børneporno.

I begge tilfælde beskrives mængden af overtrædelser som "mærkbart og foruroligende højere" end blandt resten af canadierne.

The Canadian Forces forsøger at forklare de pinlige tal med, at militære computere af sikkerhedshensyn tjekkes regelmæssigt, så de derfor pågriber stort set alle med børneporno på harddisken - i modsætning til det civile politi. Jeg undrer mig så over, at der alligevel er så mange militærfolk, der løber risikoen.

Og hvad angår overgrebene, skulle de fleste af dem have fundet sted indbyrdes på de unge kadetters sommertræningslejre!

Hele den grundige undersøgelse blev bestilt sidste år efter den vel nok mest grusomme og chokerende historie nogensinde i det canadiske militær. 47-årige Russell Williams, dengang oberstløjtnant og øverstkommanderende for Canadas største flyvebase, blev i efteråret 2010 kendt skyldig i mord, voldtægt og indbrud og idømt over 100 års fængsel. Inden Williams' forbrydelser kulminerede med mishandling og mord på to kvinder, havde han gennem flere år holdt meget af at bryde ind på teenagepigers værelser og stjæle deres undertøj, tage det på og fotografere sig selv. Jeg er ikke klar over, om han stadig var iført Hello Kitty-trusser, når han som betroet militærpilot fløj rundt i VIP-flyet med dronning Elizabeth og prins Philip eller Canadas premierminister, men efter dommen fik han frataget alle titler og ordner, og hans uniformer blev brændt.

Canada er stolt af sit militær og formentlig med god grund. Både i 1. og 2. verdenskrig spillede de canadiske tropper en vigtig rolle, og siden 2002 har 154 canadiske soldater mistet livet i den barske Kandaharprovins i Afghanistan. Det ville være ærgerligt, hvis den stolthed røg samme vej som respekten for den katolske kirke.

Sælfangst i Canada

Da højre hånd har lidt rigeligt at se til for tiden, har jeg aftalt med den, at den får lov til kun at skrive disse fire linjer i ugens blog og så simpelthen snyde og indsætte en artikel, den sammen med venstre hånd skrev for tre år siden, men som stadig er mindst lige så aktuel:

Blodige billeder fra den årlige canadiske sælfangst har fået både rockikoner, filmstjerner og almindelige forbrugere til at protestere. Men hvor grusom er i virkeligheden denne mange tusinde år gamle skik, og hvem kan man stole på?

Hvert år får flere hundrede tusinde canadiske sæler smadret kraniet på isen omkring Quebec, Newfoundland og Labrador. Sælerne er typisk mellem fire og seks uger gamle, når lokale sælfangere dræber dem, flår deres skind af og smider kroppene tilbage i havet. De efterlader den før så rene og hvide is oversvømmet af blod.
Dyreværnsaktivister fra hele verden er på plads i gummibåde og helikoptere for at dokumentere, hvad de kalder grusom og ubarmhjertig nedslagtning af hjælpeløse sælunger, og de farverige billeder, de sender hjem er ikke for sarte øjne og finder nemt vej til både tv og aviser i USA og Europa.
Ligeledes har berømtheder som sir Paul McCartney og hans hustru Heather Mills McCartney eller den franske skuespiller og pelsmodstander Brigitte Bardot ingen problemer med at komme til orde, når de rejser til Canada for at protestere mod disse i deres øjne inhumane sældrab. Det er for eksempel i høj grad Brigitte Bardots fortjeneste, at al jagt på de hvide babysæler har været totalt forbudt i Canada siden 1987.
Det er det canadiske fiskeriministerium, Fisheries and Ocean Canada, der laver reglerne for fangstmetoderne, fastsætter kvoterne og kontrollerer, at fangerne lever op til kravene.
I følge ministeriet er både aktivisterne og de berømte tilrejsende misinformerede. Der er masser af sæler, de bliver slået ihjel på en yderst human måde, og sælfangerne, der ofte kommer fra små, afsidesliggende samfund, har hårdt brug for den ekstra indkomst uden for fiskerisæsonen, er ministeriets udlægning. Det er i øvrigt også ministeriet, der får sure fangere på nakken, hvis sælfangsten bliver forbudt.

En upartisk ekspert på banen
De to lejre kunne nærmest ikke være længere fra hinanden. McCartney, Bardot og deres ligesindede kræver et totalt stop for sælfangsten, mens ministeriet planlægger at hæve kvoterne på grund af en stor og sund sælbestand. Sælfangerne vil bare gøre deres arbejde i fred, og det endte på årets første jagtdag sidste lørdag med, at vrede fangere kastede sælindvolde efter nærgående aktivister fra The Humane Society of the United States.
Så hvem har ret?
Pierre-Yves Daoust er professor i dyre-patologi ved Atlantic Veterinary College, der er tilknyttet Prince Edward Island universitetet i det allerøstligste Canada. Hans speciale er sundhed hos havpattedyr, og han ledede i 2002 en gruppe forskere i en omfattende undersøgelse af sælfangsten i Atlanterhavet ud for Canada.
Hans konklusion er, at stort set alle sælerne bliver slået ihjel på en helt acceptabel og human facon, men at fortsat kontrol med og uddannelse af fangerne er nødvendig.
Pierre-Yves Daoust er videnskabsmand og vil nødigt gøre sig til talsmand for hverken modstandere eller tilhængere af sælfangst. Han ærgrer sig dog over effekten af de ihærdige berømtheders bombastiske udtalelser.
- Når de blander sig, gør de desværre ikke andet end at øge afstanden mellem de to lejre. Paul McCartney gentager bare, hvad dyreværnsaktivisterne har fortalt ham, og fangerne lukker simpelthen ørerne for kritikken. På den måde sker der ingen fremskridt, siger han.

Køller bedste våben
Det er især selve drabsmetoderne, der forarger europæere og amerikanere. Det er ikke et kønt syn, når en sælunge med store, uskyldige øjne pludselig får et hårdt slag oven i hovedet af en kølle eller en hakke – den såkaldte hakapik. Men i følge Pierre-Yves Daoust og hans forsker-kolleger dør mindst 98 procent af sælerne øjeblikkeligt, og køller er i virkeligheden langt det mest effektive våben, hvis de bliver anvendt, som de skal.
- Det afhænger meget af vejr- og isforholdene, men hvis man skulle vælge, er kølle og hakapik mindst lige så effektive som rifler. Fordelen er, at fangeren står lige ved siden af dyret og med det samme kan undersøge, om det er dødt. Der er heller ikke risiko for, at sælen falder i vandet og forsvinder, forklarer han.
Daoust er overbevist om, at slagteprocessen for kvæg, svin og kyllinger er langt mere grusom.
- Sælen ligger og soler sig på isen, og det næste øjeblik er den død. Der er højest et par sekunders stress fra den opdager fangeren, til han slår den ihjel. Husdyr er som regel under voldsomt stress under timelang transport, før de overhovedet ankommer til slagteriet, siger han.

Så længe der er et marked
Som sagt er professor Daoust ikke ude på at tale andres sag end sælernes, så han afviser også et par af det canadiske fiskeriministeriums argumenter.
- Sælfangsten har intet at gøre med at kontrollere bestanden. Hvis vi indstillede jagten, ville naturen selv tilpasse antallet af sæler. Og det har heller ingen betydning for torskebestanden. Jo, sæler spiser torsk, men de spiser også fisk, der spiser torsk, så det ville ikke gøre den store forskel, forklarer han.
Om man vælger at kalde det sælhøst (som Daoust) eller nedslagtning (som Paul McCartney og Brigitte Bardot) er den primære motivation for at fortsætte med at slå sæler ihjel for at sælge deres skind økonomisk. Og for Pierre-Yves Daoust er det i sig selv et godt argument.
- Så længe der er et marked, kan man da ikke forvente, at fangerne skulle holde op med at udføre deres job, eller at den canadiske regering skulle forbyde det. Hvis man er imod brug af læder, skind og pels, skulle man måske hellere tage til Kina og Rusland og overbevise dem om, at de bør standse importen, mener han.
Han tror, at sælfangsten vil fortsætte, og ser ingen problemer i det, men understreger, at det er vigtigt, at især nye fangere bliver grundigt trænet. Og så kunne han godt tænke sig at samarbejde med aktivisterne.
- Jeg vil gerne prøve at forstå, hvorfor vores indtryk af fangsten er så forskellig, siger han diplomatisk.

Hyldest til monsieur Grandmaison

Velkommen tilbage og velkommen til 2011. Jeg håber, jeres nytår var både så muntert og rørstrømsk, som den slags skal være, og at det bød på varme oplevelser med andre mennesker.

Som ny blog om et – for nogen – ganske fremmed land, havde jeg planlagt en lille 2010 Canada-nyheds-kavalkade, så I ved lidt om, hvad og hvem I har med at gøre her. På samme måde havde jeg også planlagt at bruge mine to en halv ugers juleferie på at opholde mig så meget udendørs som muligt, stå på ski og skøjter, gå lange ture i min snedækkede by, besøge familie og gode venner og både spise og lave masser af god mad.

Alle disse planer er udsat. For en uge siden stod jeg nemlig på en gummimåtte med varm sol i ansigtet, øjnene blændet af sneen, stramt snørede skøjter på fødderne og min datter ved hånden. Forude ventede et par timers skøjteløb med børnene og nogle gode venner, derefter frokost og så de to timers køretur hjem til Montreal. Mor og datter træder ud på isen samtidig, mister øjeblikkeligt fodfæstet begge to og lander lige ved siden af hinanden.

Kort resumé af resten: Datteren uskadt. Moren oplever sindssyg smerte, ambulance, brækket håndled, skadestue, stoffer, rigtig meget opkast. Hjem til Montreal, skadestue, men heldigvis ægtefællens gamle arbejdsplads, så jeg kom foran hele venteværelset – både en kineser, der havde fået amputeret sit ben fra knæet og ned og en meget gammel, meget bange dame, der ikke havde spist og drukket i tre dage og talte i vildelse. (Nå, sygeplejersker skal vel også have en lille smule fryns.) Flere stoffer, hånden trukket på plads af fire fuldvoksne ortopæder, stor smerte. Nu talte jeg i vildelse. Tredje dag, også kaldet 30. december, dagen før min søns syv-års fødselsdag: operation. Og her slutter mine banale beklagelser, for den dag havde jeg nemlig årets varmeste oplevelse med et andet menneske, så bloggen i dag – vel nærmest en nødblog – ender en lille smule lykkeligt:

Vi var tre, der iført knælange hospitalskitler, lyseblå plasticposetøfler og tomme maver tilbragte den 30. december i venteværelset på ortopædkirurgisk afdeling fra klokken 8:30 om morgenen. En cirka 60-årig pakistansk kvinde havde brækket sin fod flere steder ved at gå ud med skraldespanden i hjemmesko den 22. december. Hun kom til først. Fair nok. Så var der monsieur Grandmaison, en, skulle det vise sig, ikke bare rar og pæn, men også gavmild og uselvisk mand på min alder, og mig. Han havde brækket kravebenet for 12 uger siden, men det var vokset skævt sammen. Hans operation var allerede blevet udskudt to gange i løbet af julen – første gang fik han beskeden, mens han sad i flyet fra Toronto, på vej hjem fra en afbrudt juleaften for at blive opereret ... Sygeplejersken kom ind og meddelte, at det var ham om halvanden time og mig bagefter, altså om tre-fire timer. Også fair nok, selvom m. Grandmaison undskyldte. Tiden gik, og der kom et par traumepatienter direkte fra skadestuen ind foran os. Garanteret fair nok. Jeg fik en seng og sov lidt. Vågnede og hørte sygeplejersken sige følgende i telefonen udenfor: ”Okay, så vi tager kravebenet nu og sender håndleddet hjem ... Det siger jeg til hende.” Jeg nåede at mærke en nært forestående tåretsunami rejse sig inde bag næsen, men inden bølgen nåede ud, og inden sygeplejersken nåede at lægge røret på, havde kravebenet rejst sig og meddelt, at han gerne ville bytte. Han gav mig sin plads! Han havde brugt uger på at få gennemtrumfet en operation, havde været tæt på at betale 20.000 dollar og få det gjort i Texas, havde nu en tid om en halv time hos Montreals førende ortopædkirurg, havde fastet siden midnat dagen før – og så var han villig til at give mig sin plads som dagens sidste operation.
Der kom en mindre tåretsunami alligevel, men den var af lykke. Monsieur Grandmaison (som burde have heddet Grandcoeur) stod for mit vedkommende suverænt for 2010’s mest rørende handling. Det er stadigvæk et upraktisk helvede at have brækket håndleddet, men jeg var hjemme til Viktors fødselsdag, og i morgen begynder jeg altså at trappe ned på de der Oxycodone. De gør mig så rørstrømsk, men ikke munter.
Rigtig godt nytår.