Kolde fødder

Jeg tror, vi har dummet os.

På søndag tropper ikke mindre end 12 veloplagte drenge op her på rue Masson for at være med til at fejre Viktors 7 års fødselsdag. Jeg har stadig et spinkelt håb om, at et par af dem når at rage noget influenza eller kighoste eller mellemørebetændelse til sig inden og må melde afbud, men indtil videre er alle desværre sunde og raske.

Det er ikke bare antallet af børn, der bekymrer mig. Der er f.eks. også konstellationen: ud af de 12 udvalgte gæster (ja, herovre er der helt acceptabelt at vælge og vrage, hvem man gider invitere til sin fødselsdag - ved ikke, hvordan den slags løses i Danmark?) har tre af dem tilbragt en ikke ubetydelig del af både børnehaveklasse og nu 1. klasse enten på en stol ude på gangen eller på skoleinspektørens kontor, fordi de har lidt svært ved at forholde sig i ro og grundlæggende ikke udviser den helt store respekt for voksne.

13 højspændte drenge på sukker er ikke noget problem for folk, der har en bolig på over 100 m2. Det har vi ikke. Derfor har vi bedt alle medbringe en ishockeystav og noget varmt tøj, og det sidste tager de forhåbentlig alvorligt, da maksimumtemperaturen på søndag skulle ligge omkring de minus 21! Vi begynder allerede at få kolde fødder ...

Det er jo ikke første gang, Viktor holder børnefødselsdag, og mine erfaringer fra sidst er:
1. Børn i Quebec er ikke vilde med brunsviger.
2. Børn i Quebec bryder sig heller ikke synderligt om hjemmebagte rosinboller.
3. Børn i Quebec er vant til Nesquick og IKKE god, tyk, hjemmelavet varm chokolade.

Og fordi venstre hånd stadig ikke gider hjælpe til med ret meget, har jeg droppet de danske traditioner og, i et supermarked, indkøbt 1 kg fabriksfremstillet chokoladelagkage m. små plastikfigurer fra Madagaskarfilmene ovenpå. Og skumfiduser. Og en kasse mikroovnspopcorn i clubformat. Og lejet en film. Så kan de bare komme an, de møgunger.