Quebecs søde guld

Som jeg nævnte for et par indlæg siden, har forår i Quebec ikke noget med erantis og bøgeblade at gøre. Her er det forår, når kragerne skriger. Det kan godt være, det stadig er hundekoldt, og at sneen langt fra er smeltet, men forår på disse kanter er, når ahorntræerne begynder at løbe, og det ved kragerne åbenbart, for i århundreder har deres hæse stemmer i følge overleveringen bebudet, når sæsonen for ahornsirup går i gang.

Ahornsirup? Sig mig, bliver hun betalt af den canadiske turistforening for at skrive om sne og ishockey og nu også ahornsirup? Hvornår skal vi så høre om bævere og elge og kanoer? spørger mange læsere måske sig selv. Rolig nu, bare fordi noget er traditionelt, er denne blog i hvert fald ikke for fin til at gøre plads til det, og ahornsirup er faktisk meget, meget vigtigt i Quebec.

Provinsen har 7.000 ahornsirupproducenter, og de fremstiller 80 procent af al ahornsirup i verden. Det kræver nattefrost og et par graders varme om dagen for at få ahorntræernes safter til at stige og løbe, og den kombination forekommer normalt i marts og april. Og så tager quebecerne på udflugt. Skoleklasser, fritidsordninger, arbejdspladser og familier strømmer til provinsens mange cabanes à sucre/sugar shacks, som oprindeligt var en træhytte midt i en ahornplantage, hvor saften fra træerne samledes og blev kogt til sirup. De små skure står der stadig og bliver i de fleste tilfælde også stadig brugt efter hensigten, men hovedattraktionen i dag er de rigelige mængder mad.

Et besøg på en cabane à sucre går ud på at indtage en solid menu bestående af gule ærter – eller soupe aux pois, som det hedder her – med ahornsirup i, omelet, skinke, pølser (stegt i ahornsirup), kartofler, kålsalat, rødbeder, marinerede løg, syltede agurker, cretons (som er en slags svinepaté, der minder om en blanding af bleg leverpostej og sylte), brød, fèves au lard (som er brune bønner i flæsk og ahornsirup) og flæskesvær (som vist er det eneste, folk ikke hælder sirup på). Derefter går man en lille tur i den sjappede skov, de fleste steder er der en hestevogn, man kan få en runde i, og til sidst kan man spise tire d'érable, som er varm ahornsirup, der bliver hældt ud på sneen for at stivne lidt, og som man så kan rulle op på en pind.

I virkeligheden betyder det ikke det helt store, om safterne stiger eller ej. Quebec har et overskudslager på næsten otte millioner kg af det søde, flydende guld, kaldet The International Strategic Reserve (helt seriøst!). Det er sirup helt tilbage fra 2000-produktionen, og noget af den er begyndt at gære. Alligevel nægter Sammenslutningen af Ahornsirup-producenter at sænke priserne. De tror ikke på, lavere priser automatisk får folk til at købe mere, og deres argument er, at der trods alt er grænser for, hvor meget ahornsirup man kan konsumere. Til gengæld er håbet, at japanerne, kineserne og sydkoreanerne vil hælde endnu mere quebecsk sirup på deres is og pandekager de kommende år. Japan er allerede Canadas næstestørste importør af ahornsirup (efter USA) og bruger blandt andet siruppen i dehydreret form til at stege kyling og svinekød i.  

Valg i Canada

Så er der simpelthen en vaskeægte nyhed på bloggen: Der er i dag udskrevet valg i Canada - for fjerde gang på syv år. Og helt historisk sker det på baggrund af et mistillidsvotum pga. nogle lidt for sparsomme oplysninger om regeringens køb af jagerfly og om deres planer for retsvæsenet. Alt sammen ret ligegyldigt, da alle tre oppositionspartier alligevel ville stemme nej til finansloven i næste uge ...

Et par grundlæggende oplysninger om canadisk politik:
Man vælger et parlament efter first past the post-princippet, ligesom i blandt andet England. Den kandidat, der får flest stemmer i en valgkreds, får taburetten - alle andre stemmer er derfor i praksis spildt. Systemet gør det meget vanskeligt for små partier og uafhængige kandidater at blive valgt.

Kun fire partier har reelt en chance:
De Konservative (som af Gud ved hvilken grund har siddet på magten siden 2006, selvom de støttede George Bush, slagter kulturstøtten, vil bruge flere penge på lov og orden i et af verdens mindst kriminelle lande og ikke gør en skid for miljøet).
De Liberale (et midterparti, der kan sammenlignes med Socialdemokratiet, og som vist nok har nogle udmærkede ideer, men begik politisk selvmord for nogle år siden med en stor korruptionsskandale, der involverede store pengebeløb i brune konvolutter).
New Democratic Party, NDP (Canadas SF, der i netop dette valg har det kedelige problem, at deres leder Jack Layton både er i behandling for prostatakræft og i sidste måned undergik en større hofteoperation).
Bloc Quebecois (seperatistparti, hvis eneste formål er at varetage Quebecs interesser nationalt. BQ opstiller kun kandidater i Quebec, men sidder alligevel på over 50 af parlamentets 308 pladser).
Desuden opstiller The Green Party/Le Parti Vert hver gang en del kandidater, men ingen af dem har endnu haft held til at komme ind.

Canadas 22. premierminister (ja, det er et ungt land ...) Stephen Harper (også kaldet Helmet Hair pga. hans ubevægelige stålgrå frisure) står i spidsen for en mindretalsregering, hvilket faktisk er ret unormalt herovre. En regering med flere partier, som i Danmark, kendes ikke her, og allerede i dag på valgkampens første dag har Harper nævnt det uhyggelige ord 'koalition' (mellem de tre andre partier) mange gange som sandsynligt skræmmescenarie, hvis nogen finder på ikke at stemme konservativt.

Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke stemmer konservativt. Desværre stemmer jeg heller ikke noget andet, for jeg er ikke canadisk statsborger. Det skyldes ikke uvilje fra min side, men det simple faktum at Danmark stadig ikke har fået ændret den dybt forældede Lov om Indfødsret, der forbyder danskere at have dobbelt statsborgerskab. Det er naturligvis kun et spørgsmål om ganske kort tid, før der bliver rettet op på den fadæse, men indtil da befinder jeg - og tusindvis af andre udedanskere - mig i et demokratisk vakuum uden for indflydelse.

Canadierne stemmer den 2. maj, og jeg skal gøre mit bedste for at formidle de mest interessante valgnyheder videre til jer undervejs.

Valg i Haiti

I går forsøgte haitianerne endnu en gang at vælge en præsident, der forhåbentlig snart kan bringe lidt stabilitet til landet, som har været et kaotisk sted siden jordskælvet for lidt over et år siden. Alt forløb fredeligt og vist nok uden snyd. Kandidaterne befinder sig begge på højrefløjen: den 70-årige akademiker og tidligere førstedame, Mirlande Manigat, over for den tyve år yngre popstjerne, Michel 'Sweet Micky' Martelly, som tidligere har taget stoffer og engang har moonet sit publikum under en koncert. Resultatet ventes først midt i næste måned.
Men hvorfor er der en historie om Haiti i en blog, der plejer at handle om Canada? Det er der, fordi der bor cirka 100.000 haitianere i Canada, stort set alle sammen i Montreal på grund af sproget. Haiti har - ligesom enkelte andre langsomme lande i verden - stadig en lov, der forbyder dobbelt statsborgerskab, og langt de fleste haitianere her i byen har valgt at blive canadiere. Men selvom her altså ikke er mange med stemmeret i Haiti, er Montreal et vigtigt stop på kandidaternes valgturné. Politikernes håb er, at den forholdsvis rige og veluddannede haitianske diaspora kan og vil påvirke deres familie og venner i hjemlandet.

Det tætte forhold mellem Canada og Haiti har eksisteret i mange år. Montreal var det første sted, den tidligere præst og præsident Jean-Bertrand Aristide kom i eksil i 1985 (han har siden været i eksil i en masse andre lande i flere omgange og vendte under stor ståhej vendt tilbage til Haiti i fredags - dog uden at blande sig politisk). Fra 2005 til 2010 var Canadas generalguvernør (der fungerer som stedfortræder for dronning Elizabeth) den meget kloge og dejlige haitiansk-fødte journalist Michaëlle Jean. Desuden er Haiti det land, der modtager næstflest bistandsdollar fra Canada (efter Afghanistan).

Ishockey, Canadas voldelige nationalsport

Assimileringen er en kendsgerning for denne danske indvandrer i Canada: Jeg er blevet ishockeyfan. Ægtefællen er livslang fan, og sønnen er nærmest besat, så efter flere års skepsis har jeg opgivet al modstand og tilbringer nu tre aftener om ugen i selskab med Montreal Canadiens og deres unge angrebstalent, danske Lars Eller.

I tirsdags var vi glade - Eller scorede de to første mål i 4-1 sejren over ærkerivalerne Boston Bruins. Han endte med at blive kåret som kampens spiller, men da var det ikke festligt mere, for undervejs havde Bostons Zdeno Chara, en slovak på 2,10 meter, banket Montreal-angriberen Max Pacioretty så hårdt ind i banden, at han knaldede hovedet ind i en glasvæg og derefter direkte ned i isen, hvor han gik ud som et lys. Det var en rystende ubehagelig oplevelse at se ham ligge bevidstløs på isen i mange minutter - han var stadig ikke vågnet, da de løftede ham op på båren og kørte ham ud til ambulancen. Den 22-årige Pacioretty pådrog sig en alvorlig hjernerystelse og en brækket nakkehvirvel, men er heldigvis i bedring og blev udskrevet fra hospitalet i går.

The National Hockey League (NHL) har afgjort, at ulykken i tirsdags ingen yderligere konsekvenser får for Zdeno Chara, hvilket har forarget både fans, sportsjournalister, sponsorer og Canadas premierminister, og politiet i Montreal har efter massiv telefonstorm rejst en straffesag mod Boston-spilleren.
I forvejen er Canadas - og NHL's - absolut største stjerne, Sidney Crosby, ude på ubestemt tid med en hjernerystelse efter en voldsom tackling. 

Ishockey er en voldsom sport. Der er slagsmål i stort set alle kampe, og selvom det virker fuldstændig latterligt, når voksne mænd smider handsker og hjelm og slår løs på hinanden foran millioner af tilskuere og seere, tolereres volden og anses som en naturlig del af spillet. (Min quebecske ægtefælle har forsøgt at forklare noget med en magtbalance og noget opbygget aggressivitet, og han nævnte vist også ordet 'gladiatorer' ...)

Min syv-årige søn er som sagt meget begejstret for ishockey, og jeg er omsider blevet overbevist om, at det er i orden, han skal spille i en klub. Egentlig var jeg træt af, at det omfatter udstyr i det uendelige, at det foregår i weekenden tidligt om morgenen (klokken 7 er ikke unormalt), at det er indendørs i grå skøjtehaller med stive metalstole, og at jeg hader at snøre skøjter. Nu begynder jeg at blive bekymret for alle skaderne og volden, og jeg var derfor en af de forargede fans. Zdeno Chara spillede igen torsdag aften, mens Max Pacioretty stadig lå på hospitalet.  

Det er sgu ikke for sjov, når man spiller ishockey! Her er Viktors samling.

En sneamatørs paradis

Det er blevet marts, og jeg vil vædde med, at de er jer, der bor i Danmark, allerede har smilet til en krokus og måske endda haft fingrene i noget fugtig jord. Ikke i Montreal. Hvert år på denne tid har vi en mild dag, og så siger jeg, at nu bliver det nok snart forår, og hvert år siger min nabo, at nej, der kommer mindst tre snestorme endnu, og så sukker jeg, for hvert år får hun ret.

Den første kom i går. 20 cm til Montreal – 70 cm blot en time herfra (hvor jeg derfor vil tage ud og stå på ski i morgen :-). På et almindeligt år daler 14 millioner kubikmeter sne ned over Montreal – hvilket svarer til mellem to og tre meter, men det kan man jo ikke have liggende i en nordamerikansk storby med 3,5 millioner indbyggere, der gerne skulle kunne komme på arbejde og i skole og på hospitalet og hjem, så derfor har byen udviklet verdens måske mest effektive snerydningssystem. 5000 mænd og kvinder kommer i arbejde i Montreal efter hvert større snefald (som herovre er alt over 15 centimeter), og det foregår nogenlunde således:

Fem slags specialbyggede køretøjer er involverede i de på en gang voldsomme og delikate operationer, der i løbet af et par døgn gør Montreal farbar igen. Først på scenen er den lille kranbil, der med sin gennemtrængende sirene gør opmærksom på, at den har tænkt sig at slæbe eventuelt efterladte biler væk om ganske få minutter.



Bagefter kommer sneplovene, enorme traktorer med lange snuder, en skovl under maven og skarpe projektører i panden som øjne på stilke, samt de små vakse fortovsplove, der farer rundt på deres larvefødder i langt over fortovstempo. Deres job er at skrabe is og sne ud over kantstenen, hvor de store plove med det faste blik skubber hele baduljen sammen i to parallelle snebjergkæder i hele kørebanens længde. Der går rygter om, at de unge fyre, der drøner rundt på fortovene, ofte ryger sig en stor joint og skruer helt op for musikken i deres iPod, inden de jokker sømmet i bund og skræmmer frosne fodgængere.

Klimakset for en dansk sneamatør som mig er den frygtindgydende sneblæser. Forrest har den en stor åben mund med roterende tænder, der sluger alt på sin vej – hvilket heldigvis kun er de lange driver, sneplovene har efterladt. Med voldsom kraft spytter den sneen op i den åbne container på lastbilen, der følger med ved dens side. En mand i reflekterende overtrækstøj går forrest og dirigerer hele optoget med en lysende stav. Gade op og gade ned holder han øje med, når lastbilen er fuld, sender den afsted og tilkalder en ny, der allerede holder klar i nærheden.

 

Et snefald på 30 centimeter kan fylde 4500 lastbiler, der i lange konvojer kører til udkanten af byen og læsser deres kolde last af, enten direkte ned i kloakken eller i nogle specielle depoter, hvor den sidst på sæsonen har dannet 20 meter høje snebjerge. Nogle år smelter disse bjerge ikke før i juni. Hver vinter er de lokale aviser fyldt med artikler om den ineffektive snerydning i Montreal, men jeg synes nu de 135 millioner dollar (næsten syv milliarder kroner), byen hvert år bruger på opgaven, er givet godt ud.

 

Religionsdebatten simrer i Quebec

I denne uge afgjorde et enigt quebecsk parlament, at man ikke må bære dolk i parlamentsbygningen.

En indlysende beslutning? Nej, ikke i Canada. Baggrunden for forbuddet er nemlig, at fire medlemmer af World Sikh Organization of Canada i januar var inviteret ind i parlamentet for netop at diskutere, hvordan provinsen kan tilgodese religiøse mindretal, men ironisk nok blev de fire sikh'er afvist i døren, da de nægtede at aflevere deres kirpan; en 10-15 centimeter lang kniv, som ortodokse sikh'er altid skal bære på sig.

Resten af Canada var i chok. Quebec blev beskyldt for racisme og overtrædelse af borgernes religiøse rettigheder. Og det er ikke første gang.

Sidste år blev en ægyptisk kvinde bortvist fra sin franskundervisning i Montreal, fordi hun nægtede at fjerne sin niqab i klassen. Skolens begrundelse var rent praktisk: man må kunne se en persons mund for at kunne undervise hende i den rette udtale. Men sagen førte hurtigt til et lovforslag, der forbyder både brugere af og ansatte i det offentlige at have deres ansigt tildækket.

Også dengang var Canada i oprør.
20 procent af den canadiske befolkning er født i et andet land, multikulturalisme er indskrevet i forfatningen som fælles nationalt værdigrundlag (en forfatning, Quebec dog aldrig har skrevet under på), og intet politisk parti - heller ikke i Quebec - har indvandrere på dagsordenen, bortset fra forskellige tiltag til at få flere af dem ind i landet.

Men inden for de seneste par år er især de intellektuelle begyndt at ytre ønske om, at Quebec officielt indfører det, de kalder "åben verdslighed" og bliver en sekulær provins, der fjerner alle religiøse symboler fra offentlige steder som retssale, skoler, hospitaler og regeringsbygninger. Separatistpartiet Parti Québecois har oven i købet en verdslighedsordfører! I niqab-sagen var det især venstrefløjen og feministerne, der krævede lighed mellem kønnene for enhver pris.

En lang række ting adskiller Quebec fra resten af Canada, men her er især to ting relevante: Quebec er, paradoksalt nok, en nation – et samfund bundet sammen af fælles sprog, historie og kultur, mens resten af Canada i højere grad handler om at rumme alle værdier og ikke så meget om at beskytte fælles værdier.

Og så er der religionen. Den katolske kirkes stærke dominans i provinsen indtil helt op i 70'erne har afgørende betydning for feministernes reaktion i dag. Dengang fik mange kvinder i Quebec ordrer af de katolske præster om at holde sig ude af arbejdsmarkedet og ude af politik. Når kvinder fra Quebec i dag ser et muslimsk tørklæde, får de derfor indtryk af, at Quebec er på vej baglæns, hvad angår kvinders rettigheder.

Indvandrerdebat er et nyt fænomen i Quebec, og i modsætning til Danmark er det her de intellektuelle, der har taget styringen. I resten af Canada taler man slet ikke om den slags, men det kan være et spørgsmål om tid. Nye målinger spår nemlig, at en tredjedel af Canadas befolkning i 2031 vil tilhøre et 'synligt mindretal' – altså ikke-hvide.

Børnefødselsdag på canadisk

Vintersøndag i Montreal, Quebec.

Så prøver vi noget nyt: et par små film.
Der er reportage fra skøjtebanen, samt hjemmevideo med en flok hårdføre fødselsdagsgæster, der beviste, at canadiske børn ikke lader sig skræmme af minus 22 grader.