fredag den 11. marts 2011

Ishockey, Canadas voldelige nationalsport

Assimileringen er en kendsgerning for denne danske indvandrer i Canada: Jeg er blevet ishockeyfan. Ægtefællen er livslang fan, og sønnen er nærmest besat, så efter flere års skepsis har jeg opgivet al modstand og tilbringer nu tre aftener om ugen i selskab med Montreal Canadiens og deres unge angrebstalent, danske Lars Eller.

I tirsdags var vi glade - Eller scorede de to første mål i 4-1 sejren over ærkerivalerne Boston Bruins. Han endte med at blive kåret som kampens spiller, men da var det ikke festligt mere, for undervejs havde Bostons Zdeno Chara, en slovak på 2,10 meter, banket Montreal-angriberen Max Pacioretty så hårdt ind i banden, at han knaldede hovedet ind i en glasvæg og derefter direkte ned i isen, hvor han gik ud som et lys. Det var en rystende ubehagelig oplevelse at se ham ligge bevidstløs på isen i mange minutter - han var stadig ikke vågnet, da de løftede ham op på båren og kørte ham ud til ambulancen. Den 22-årige Pacioretty pådrog sig en alvorlig hjernerystelse og en brækket nakkehvirvel, men er heldigvis i bedring og blev udskrevet fra hospitalet i går.

The National Hockey League (NHL) har afgjort, at ulykken i tirsdags ingen yderligere konsekvenser får for Zdeno Chara, hvilket har forarget både fans, sportsjournalister, sponsorer og Canadas premierminister, og politiet i Montreal har efter massiv telefonstorm rejst en straffesag mod Boston-spilleren.
I forvejen er Canadas - og NHL's - absolut største stjerne, Sidney Crosby, ude på ubestemt tid med en hjernerystelse efter en voldsom tackling. 

Ishockey er en voldsom sport. Der er slagsmål i stort set alle kampe, og selvom det virker fuldstændig latterligt, når voksne mænd smider handsker og hjelm og slår løs på hinanden foran millioner af tilskuere og seere, tolereres volden og anses som en naturlig del af spillet. (Min quebecske ægtefælle har forsøgt at forklare noget med en magtbalance og noget opbygget aggressivitet, og han nævnte vist også ordet 'gladiatorer' ...)

Min syv-årige søn er som sagt meget begejstret for ishockey, og jeg er omsider blevet overbevist om, at det er i orden, han skal spille i en klub. Egentlig var jeg træt af, at det omfatter udstyr i det uendelige, at det foregår i weekenden tidligt om morgenen (klokken 7 er ikke unormalt), at det er indendørs i grå skøjtehaller med stive metalstole, og at jeg hader at snøre skøjter. Nu begynder jeg at blive bekymret for alle skaderne og volden, og jeg var derfor en af de forargede fans. Zdeno Chara spillede igen torsdag aften, mens Max Pacioretty stadig lå på hospitalet.  

Det er sgu ikke for sjov, når man spiller ishockey! Her er Viktors samling.

Ingen kommentarer: