Som jeg nævnte for et par indlæg siden, har forår i Quebec ikke noget med erantis og bøgeblade at gøre. Her er det forår, når kragerne skriger. Det kan godt være, det stadig er hundekoldt, og at sneen langt fra er smeltet, men forår på disse kanter er, når ahorntræerne begynder at løbe, og det ved kragerne åbenbart, for i århundreder har deres hæse stemmer i følge overleveringen bebudet, når sæsonen for ahornsirup går i gang.
Ahornsirup? Sig mig, bliver hun betalt af den canadiske turistforening for at skrive om sne og ishockey og nu også ahornsirup? Hvornår skal vi så høre om bævere og elge og kanoer? spørger mange læsere måske sig selv. Rolig nu, bare fordi noget er traditionelt, er denne blog i hvert fald ikke for fin til at gøre plads til det, og ahornsirup er faktisk meget, meget vigtigt i Quebec.
Provinsen har 7.000 ahornsirupproducenter, og de fremstiller 80 procent af al ahornsirup i verden. Det kræver nattefrost og et par graders varme om dagen for at få ahorntræernes safter til at stige og løbe, og den kombination forekommer normalt i marts og april. Og så tager quebecerne på udflugt. Skoleklasser, fritidsordninger, arbejdspladser og familier strømmer til provinsens mange cabanes à sucre/sugar shacks, som oprindeligt var en træhytte midt i en ahornplantage, hvor saften fra træerne samledes og blev kogt til sirup. De små skure står der stadig og bliver i de fleste tilfælde også stadig brugt efter hensigten, men hovedattraktionen i dag er de rigelige mængder mad.
Et besøg på en cabane à sucre går ud på at indtage en solid menu bestående af gule ærter – eller soupe aux pois, som det hedder her – med ahornsirup i, omelet, skinke, pølser (stegt i ahornsirup), kartofler, kålsalat, rødbeder, marinerede løg, syltede agurker, cretons (som er en slags svinepaté, der minder om en blanding af bleg leverpostej og sylte), brød, fèves au lard (som er brune bønner i flæsk og ahornsirup) og flæskesvær (som vist er det eneste, folk ikke hælder sirup på). Derefter går man en lille tur i den sjappede skov, de fleste steder er der en hestevogn, man kan få en runde i, og til sidst kan man spise tire d'érable, som er varm ahornsirup, der bliver hældt ud på sneen for at stivne lidt, og som man så kan rulle op på en pind.
I virkeligheden betyder det ikke det helt store, om safterne stiger eller ej. Quebec har et overskudslager på næsten otte millioner kg af det søde, flydende guld, kaldet The International Strategic Reserve (helt seriøst!). Det er sirup helt tilbage fra 2000-produktionen, og noget af den er begyndt at gære. Alligevel nægter Sammenslutningen af Ahornsirup-producenter at sænke priserne. De tror ikke på, lavere priser automatisk får folk til at købe mere, og deres argument er, at der trods alt er grænser for, hvor meget ahornsirup man kan konsumere. Til gengæld er håbet, at japanerne, kineserne og sydkoreanerne vil hælde endnu mere quebecsk sirup på deres is og pandekager de kommende år. Japan er allerede Canadas næstestørste importør af ahornsirup (efter USA) og bruger blandt andet siruppen i dehydreret form til at stege kyling og svinekød i.
