Velkommen tilbage og velkommen til 2011. Jeg håber, jeres nytår var både så muntert og rørstrømsk, som den slags skal være, og at det bød på varme oplevelser med andre mennesker.
Som ny blog om et – for nogen – ganske fremmed land, havde jeg planlagt en lille 2010 Canada-nyheds-kavalkade, så I ved lidt om, hvad og hvem I har med at gøre her. På samme måde havde jeg også planlagt at bruge mine to en halv ugers juleferie på at opholde mig så meget udendørs som muligt, stå på ski og skøjter, gå lange ture i min snedækkede by, besøge familie og gode venner og både spise og lave masser af god mad.
Alle disse planer er udsat. For en uge siden stod jeg nemlig på en gummimåtte med varm sol i ansigtet, øjnene blændet af sneen, stramt snørede skøjter på fødderne og min datter ved hånden. Forude ventede et par timers skøjteløb med børnene og nogle gode venner, derefter frokost og så de to timers køretur hjem til Montreal. Mor og datter træder ud på isen samtidig, mister øjeblikkeligt fodfæstet begge to og lander lige ved siden af hinanden.
Kort resumé af resten: Datteren uskadt. Moren oplever sindssyg smerte, ambulance, brækket håndled, skadestue, stoffer, rigtig meget opkast. Hjem til Montreal, skadestue, men heldigvis ægtefællens gamle arbejdsplads, så jeg kom foran hele venteværelset – både en kineser, der havde fået amputeret sit ben fra knæet og ned og en meget gammel, meget bange dame, der ikke havde spist og drukket i tre dage og talte i vildelse. (Nå, sygeplejersker skal vel også have en lille smule fryns.) Flere stoffer, hånden trukket på plads af fire fuldvoksne ortopæder, stor smerte. Nu talte jeg i vildelse. Tredje dag, også kaldet 30. december, dagen før min søns syv-års fødselsdag: operation. Og her slutter mine banale beklagelser, for den dag havde jeg nemlig årets varmeste oplevelse med et andet menneske, så bloggen i dag – vel nærmest en nødblog – ender en lille smule lykkeligt:
Vi var tre, der iført knælange hospitalskitler, lyseblå plasticposetøfler og tomme maver tilbragte den 30. december i venteværelset på ortopædkirurgisk afdeling fra klokken 8:30 om morgenen. En cirka 60-årig pakistansk kvinde havde brækket sin fod flere steder ved at gå ud med skraldespanden i hjemmesko den 22. december. Hun kom til først. Fair nok. Så var der monsieur Grandmaison, en, skulle det vise sig, ikke bare rar og pæn, men også gavmild og uselvisk mand på min alder, og mig. Han havde brækket kravebenet for 12 uger siden, men det var vokset skævt sammen. Hans operation var allerede blevet udskudt to gange i løbet af julen – første gang fik han beskeden, mens han sad i flyet fra Toronto, på vej hjem fra en afbrudt juleaften for at blive opereret ... Sygeplejersken kom ind og meddelte, at det var ham om halvanden time og mig bagefter, altså om tre-fire timer. Også fair nok, selvom m. Grandmaison undskyldte. Tiden gik, og der kom et par traumepatienter direkte fra skadestuen ind foran os. Garanteret fair nok. Jeg fik en seng og sov lidt. Vågnede og hørte sygeplejersken sige følgende i telefonen udenfor: ”Okay, så vi tager kravebenet nu og sender håndleddet hjem ... Det siger jeg til hende.” Jeg nåede at mærke en nært forestående tåretsunami rejse sig inde bag næsen, men inden bølgen nåede ud, og inden sygeplejersken nåede at lægge røret på, havde kravebenet rejst sig og meddelt, at han gerne ville bytte. Han gav mig sin plads! Han havde brugt uger på at få gennemtrumfet en operation, havde været tæt på at betale 20.000 dollar og få det gjort i Texas, havde nu en tid om en halv time hos Montreals førende ortopædkirurg, havde fastet siden midnat dagen før – og så var han villig til at give mig sin plads som dagens sidste operation.
Der kom en mindre tåretsunami alligevel, men den var af lykke. Monsieur Grandmaison (som burde have heddet Grandcoeur) stod for mit vedkommende suverænt for 2010’s mest rørende handling. Det er stadigvæk et upraktisk helvede at have brækket håndleddet, men jeg var hjemme til Viktors fødselsdag, og i morgen begynder jeg altså at trappe ned på de der Oxycodone. De gør mig så rørstrømsk, men ikke munter.
Rigtig godt nytår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar