Religionsdebatten simrer i Quebec

I denne uge afgjorde et enigt quebecsk parlament, at man ikke må bære dolk i parlamentsbygningen.

En indlysende beslutning? Nej, ikke i Canada. Baggrunden for forbuddet er nemlig, at fire medlemmer af World Sikh Organization of Canada i januar var inviteret ind i parlamentet for netop at diskutere, hvordan provinsen kan tilgodese religiøse mindretal, men ironisk nok blev de fire sikh'er afvist i døren, da de nægtede at aflevere deres kirpan; en 10-15 centimeter lang kniv, som ortodokse sikh'er altid skal bære på sig.

Resten af Canada var i chok. Quebec blev beskyldt for racisme og overtrædelse af borgernes religiøse rettigheder. Og det er ikke første gang.

Sidste år blev en ægyptisk kvinde bortvist fra sin franskundervisning i Montreal, fordi hun nægtede at fjerne sin niqab i klassen. Skolens begrundelse var rent praktisk: man må kunne se en persons mund for at kunne undervise hende i den rette udtale. Men sagen førte hurtigt til et lovforslag, der forbyder både brugere af og ansatte i det offentlige at have deres ansigt tildækket.

Også dengang var Canada i oprør.
20 procent af den canadiske befolkning er født i et andet land, multikulturalisme er indskrevet i forfatningen som fælles nationalt værdigrundlag (en forfatning, Quebec dog aldrig har skrevet under på), og intet politisk parti - heller ikke i Quebec - har indvandrere på dagsordenen, bortset fra forskellige tiltag til at få flere af dem ind i landet.

Men inden for de seneste par år er især de intellektuelle begyndt at ytre ønske om, at Quebec officielt indfører det, de kalder "åben verdslighed" og bliver en sekulær provins, der fjerner alle religiøse symboler fra offentlige steder som retssale, skoler, hospitaler og regeringsbygninger. Separatistpartiet Parti Québecois har oven i købet en verdslighedsordfører! I niqab-sagen var det især venstrefløjen og feministerne, der krævede lighed mellem kønnene for enhver pris.

En lang række ting adskiller Quebec fra resten af Canada, men her er især to ting relevante: Quebec er, paradoksalt nok, en nation – et samfund bundet sammen af fælles sprog, historie og kultur, mens resten af Canada i højere grad handler om at rumme alle værdier og ikke så meget om at beskytte fælles værdier.

Og så er der religionen. Den katolske kirkes stærke dominans i provinsen indtil helt op i 70'erne har afgørende betydning for feministernes reaktion i dag. Dengang fik mange kvinder i Quebec ordrer af de katolske præster om at holde sig ude af arbejdsmarkedet og ude af politik. Når kvinder fra Quebec i dag ser et muslimsk tørklæde, får de derfor indtryk af, at Quebec er på vej baglæns, hvad angår kvinders rettigheder.

Indvandrerdebat er et nyt fænomen i Quebec, og i modsætning til Danmark er det her de intellektuelle, der har taget styringen. I resten af Canada taler man slet ikke om den slags, men det kan være et spørgsmål om tid. Nye målinger spår nemlig, at en tredjedel af Canadas befolkning i 2031 vil tilhøre et 'synligt mindretal' – altså ikke-hvide.

Børnefødselsdag på canadisk

Vintersøndag i Montreal, Quebec.

Så prøver vi noget nyt: et par små film.
Der er reportage fra skøjtebanen, samt hjemmevideo med en flok hårdføre fødselsdagsgæster, der beviste, at canadiske børn ikke lader sig skræmme af minus 22 grader.