En sneamatørs paradis

Det er blevet marts, og jeg vil vædde med, at de er jer, der bor i Danmark, allerede har smilet til en krokus og måske endda haft fingrene i noget fugtig jord. Ikke i Montreal. Hvert år på denne tid har vi en mild dag, og så siger jeg, at nu bliver det nok snart forår, og hvert år siger min nabo, at nej, der kommer mindst tre snestorme endnu, og så sukker jeg, for hvert år får hun ret.

Den første kom i går. 20 cm til Montreal – 70 cm blot en time herfra (hvor jeg derfor vil tage ud og stå på ski i morgen :-). På et almindeligt år daler 14 millioner kubikmeter sne ned over Montreal – hvilket svarer til mellem to og tre meter, men det kan man jo ikke have liggende i en nordamerikansk storby med 3,5 millioner indbyggere, der gerne skulle kunne komme på arbejde og i skole og på hospitalet og hjem, så derfor har byen udviklet verdens måske mest effektive snerydningssystem. 5000 mænd og kvinder kommer i arbejde i Montreal efter hvert større snefald (som herovre er alt over 15 centimeter), og det foregår nogenlunde således:

Fem slags specialbyggede køretøjer er involverede i de på en gang voldsomme og delikate operationer, der i løbet af et par døgn gør Montreal farbar igen. Først på scenen er den lille kranbil, der med sin gennemtrængende sirene gør opmærksom på, at den har tænkt sig at slæbe eventuelt efterladte biler væk om ganske få minutter.



Bagefter kommer sneplovene, enorme traktorer med lange snuder, en skovl under maven og skarpe projektører i panden som øjne på stilke, samt de små vakse fortovsplove, der farer rundt på deres larvefødder i langt over fortovstempo. Deres job er at skrabe is og sne ud over kantstenen, hvor de store plove med det faste blik skubber hele baduljen sammen i to parallelle snebjergkæder i hele kørebanens længde. Der går rygter om, at de unge fyre, der drøner rundt på fortovene, ofte ryger sig en stor joint og skruer helt op for musikken i deres iPod, inden de jokker sømmet i bund og skræmmer frosne fodgængere.

Klimakset for en dansk sneamatør som mig er den frygtindgydende sneblæser. Forrest har den en stor åben mund med roterende tænder, der sluger alt på sin vej – hvilket heldigvis kun er de lange driver, sneplovene har efterladt. Med voldsom kraft spytter den sneen op i den åbne container på lastbilen, der følger med ved dens side. En mand i reflekterende overtrækstøj går forrest og dirigerer hele optoget med en lysende stav. Gade op og gade ned holder han øje med, når lastbilen er fuld, sender den afsted og tilkalder en ny, der allerede holder klar i nærheden.

 

Et snefald på 30 centimeter kan fylde 4500 lastbiler, der i lange konvojer kører til udkanten af byen og læsser deres kolde last af, enten direkte ned i kloakken eller i nogle specielle depoter, hvor den sidst på sæsonen har dannet 20 meter høje snebjerge. Nogle år smelter disse bjerge ikke før i juni. Hver vinter er de lokale aviser fyldt med artikler om den ineffektive snerydning i Montreal, men jeg synes nu de 135 millioner dollar (næsten syv milliarder kroner), byen hvert år bruger på opgaven, er givet godt ud.