Løsning på vej i Hans Ø-sagen

Helt deroppe nord for Thulebasen ligger Hans Ø.

Endelig! Efter nogle nervepirrende år, hvor mange af jer sikkert har spildt talløse vågne timer i grublen over Danmarks arktiske overherredømmes tilstand, ser det omsider ud til, at der er fundet en løsning i sagen om Hans Ø. Den 1,3 kvadratkilometer store klippeø (eller uninhabited barren knoll, som Wikipedia kalder den) ligger klemt inde i Nares Strædet mellem det allernordligste Canada og Grønland, og ingen kan helt finde ud af, hvilken nationalitet fuglene på knolden har. En gang imellem rejser en dansk eller en canadisk ekspedition derop, hejser et flag og lægger en flaske Rød Aalborg eller Canadian Club til næste hold.

Striden er selvfølgelig alvorlig nok. Det nordlige ishav og Nordvestpassagen mellem Grønland og Stillehavet er i fuld fart ved at blive helt isfrit om sommeren, så Rusland, USA og Norge er også med i kampen om at skrabe størst mulig undergrund til sig for at få adgang til olie og mineraler. For Canada betyder det en brat opvågning. Landet har stort set aldrig haft grund til at gøre nogen indsats overhovedet for at forsvare sin nordlige grænse, og nu skal der pludselig mobiliseres et større logistisk militært system hen over det enorme, øde, barske og ekstremt afsides landområde, der i løbet af få år er blevet en kyst.

Hans Island/Île de Hans blev en ubehandlet rift, der truede med at inficere det ellers så velplejede forhold mellem Danmark og Canada, men nu står der så endelig i min avis, at "Negotiators are now confident that Canada and Denmark will resolve their dispute over Hans Island, and sooner rather than later."

Pyh. Det var godt. De er ikke helt sikre på den endelige løsningsmodel endnu, men enten kan vi eje den i fællesskab (hvilket jeg synes, lyder hyggeligt), eller også kan vi dele den på midten (hvilket er mindre hyggeligt, men alligevel ville give os en fælles landegrænse).

Det er nemt at more sig lidt over Île de Hans, og det er der da også en del, der gør. Her er nogle af bedre:
http://radiofreehansisland.com/
http://www.hansislandliberationfront.com/index.htm
http://freehansisland.com/

Jeg skal nok sige til, når der er mere nyt om vores lille stykke arktisk Danmark.

Kolde fødder

Jeg tror, vi har dummet os.

På søndag tropper ikke mindre end 12 veloplagte drenge op her på rue Masson for at være med til at fejre Viktors 7 års fødselsdag. Jeg har stadig et spinkelt håb om, at et par af dem når at rage noget influenza eller kighoste eller mellemørebetændelse til sig inden og må melde afbud, men indtil videre er alle desværre sunde og raske.

Det er ikke bare antallet af børn, der bekymrer mig. Der er f.eks. også konstellationen: ud af de 12 udvalgte gæster (ja, herovre er der helt acceptabelt at vælge og vrage, hvem man gider invitere til sin fødselsdag - ved ikke, hvordan den slags løses i Danmark?) har tre af dem tilbragt en ikke ubetydelig del af både børnehaveklasse og nu 1. klasse enten på en stol ude på gangen eller på skoleinspektørens kontor, fordi de har lidt svært ved at forholde sig i ro og grundlæggende ikke udviser den helt store respekt for voksne.

13 højspændte drenge på sukker er ikke noget problem for folk, der har en bolig på over 100 m2. Det har vi ikke. Derfor har vi bedt alle medbringe en ishockeystav og noget varmt tøj, og det sidste tager de forhåbentlig alvorligt, da maksimumtemperaturen på søndag skulle ligge omkring de minus 21! Vi begynder allerede at få kolde fødder ...

Det er jo ikke første gang, Viktor holder børnefødselsdag, og mine erfaringer fra sidst er:
1. Børn i Quebec er ikke vilde med brunsviger.
2. Børn i Quebec bryder sig heller ikke synderligt om hjemmebagte rosinboller.
3. Børn i Quebec er vant til Nesquick og IKKE god, tyk, hjemmelavet varm chokolade.

Og fordi venstre hånd stadig ikke gider hjælpe til med ret meget, har jeg droppet de danske traditioner og, i et supermarked, indkøbt 1 kg fabriksfremstillet chokoladelagkage m. små plastikfigurer fra Madagaskarfilmene ovenpå. Og skumfiduser. Og en kasse mikroovnspopcorn i clubformat. Og lejet en film. Så kan de bare komme an, de møgunger.

Børneporno i det canadiske militær

Ak, som den katolske kirke, så altså også det canadiske militær.

110.000 soldater, reservetropper og civilt personale på militærets baser er blevet set efter i sømmene, og i stort set alle kategorier af forbrydelser er disse ranke, pligtopfyldende mennesker da også væsentligt mere lovlydige end den generelle befolkning. Bortset fra to grelle undtagelser: seksuelle overgreb mod børn og børneporno.

I begge tilfælde beskrives mængden af overtrædelser som "mærkbart og foruroligende højere" end blandt resten af canadierne.

The Canadian Forces forsøger at forklare de pinlige tal med, at militære computere af sikkerhedshensyn tjekkes regelmæssigt, så de derfor pågriber stort set alle med børneporno på harddisken - i modsætning til det civile politi. Jeg undrer mig så over, at der alligevel er så mange militærfolk, der løber risikoen.

Og hvad angår overgrebene, skulle de fleste af dem have fundet sted indbyrdes på de unge kadetters sommertræningslejre!

Hele den grundige undersøgelse blev bestilt sidste år efter den vel nok mest grusomme og chokerende historie nogensinde i det canadiske militær. 47-årige Russell Williams, dengang oberstløjtnant og øverstkommanderende for Canadas største flyvebase, blev i efteråret 2010 kendt skyldig i mord, voldtægt og indbrud og idømt over 100 års fængsel. Inden Williams' forbrydelser kulminerede med mishandling og mord på to kvinder, havde han gennem flere år holdt meget af at bryde ind på teenagepigers værelser og stjæle deres undertøj, tage det på og fotografere sig selv. Jeg er ikke klar over, om han stadig var iført Hello Kitty-trusser, når han som betroet militærpilot fløj rundt i VIP-flyet med dronning Elizabeth og prins Philip eller Canadas premierminister, men efter dommen fik han frataget alle titler og ordner, og hans uniformer blev brændt.

Canada er stolt af sit militær og formentlig med god grund. Både i 1. og 2. verdenskrig spillede de canadiske tropper en vigtig rolle, og siden 2002 har 154 canadiske soldater mistet livet i den barske Kandaharprovins i Afghanistan. Det ville være ærgerligt, hvis den stolthed røg samme vej som respekten for den katolske kirke.

Sælfangst i Canada

Da højre hånd har lidt rigeligt at se til for tiden, har jeg aftalt med den, at den får lov til kun at skrive disse fire linjer i ugens blog og så simpelthen snyde og indsætte en artikel, den sammen med venstre hånd skrev for tre år siden, men som stadig er mindst lige så aktuel:

Blodige billeder fra den årlige canadiske sælfangst har fået både rockikoner, filmstjerner og almindelige forbrugere til at protestere. Men hvor grusom er i virkeligheden denne mange tusinde år gamle skik, og hvem kan man stole på?

Hvert år får flere hundrede tusinde canadiske sæler smadret kraniet på isen omkring Quebec, Newfoundland og Labrador. Sælerne er typisk mellem fire og seks uger gamle, når lokale sælfangere dræber dem, flår deres skind af og smider kroppene tilbage i havet. De efterlader den før så rene og hvide is oversvømmet af blod.
Dyreværnsaktivister fra hele verden er på plads i gummibåde og helikoptere for at dokumentere, hvad de kalder grusom og ubarmhjertig nedslagtning af hjælpeløse sælunger, og de farverige billeder, de sender hjem er ikke for sarte øjne og finder nemt vej til både tv og aviser i USA og Europa.
Ligeledes har berømtheder som sir Paul McCartney og hans hustru Heather Mills McCartney eller den franske skuespiller og pelsmodstander Brigitte Bardot ingen problemer med at komme til orde, når de rejser til Canada for at protestere mod disse i deres øjne inhumane sældrab. Det er for eksempel i høj grad Brigitte Bardots fortjeneste, at al jagt på de hvide babysæler har været totalt forbudt i Canada siden 1987.
Det er det canadiske fiskeriministerium, Fisheries and Ocean Canada, der laver reglerne for fangstmetoderne, fastsætter kvoterne og kontrollerer, at fangerne lever op til kravene.
I følge ministeriet er både aktivisterne og de berømte tilrejsende misinformerede. Der er masser af sæler, de bliver slået ihjel på en yderst human måde, og sælfangerne, der ofte kommer fra små, afsidesliggende samfund, har hårdt brug for den ekstra indkomst uden for fiskerisæsonen, er ministeriets udlægning. Det er i øvrigt også ministeriet, der får sure fangere på nakken, hvis sælfangsten bliver forbudt.

En upartisk ekspert på banen
De to lejre kunne nærmest ikke være længere fra hinanden. McCartney, Bardot og deres ligesindede kræver et totalt stop for sælfangsten, mens ministeriet planlægger at hæve kvoterne på grund af en stor og sund sælbestand. Sælfangerne vil bare gøre deres arbejde i fred, og det endte på årets første jagtdag sidste lørdag med, at vrede fangere kastede sælindvolde efter nærgående aktivister fra The Humane Society of the United States.
Så hvem har ret?
Pierre-Yves Daoust er professor i dyre-patologi ved Atlantic Veterinary College, der er tilknyttet Prince Edward Island universitetet i det allerøstligste Canada. Hans speciale er sundhed hos havpattedyr, og han ledede i 2002 en gruppe forskere i en omfattende undersøgelse af sælfangsten i Atlanterhavet ud for Canada.
Hans konklusion er, at stort set alle sælerne bliver slået ihjel på en helt acceptabel og human facon, men at fortsat kontrol med og uddannelse af fangerne er nødvendig.
Pierre-Yves Daoust er videnskabsmand og vil nødigt gøre sig til talsmand for hverken modstandere eller tilhængere af sælfangst. Han ærgrer sig dog over effekten af de ihærdige berømtheders bombastiske udtalelser.
- Når de blander sig, gør de desværre ikke andet end at øge afstanden mellem de to lejre. Paul McCartney gentager bare, hvad dyreværnsaktivisterne har fortalt ham, og fangerne lukker simpelthen ørerne for kritikken. På den måde sker der ingen fremskridt, siger han.

Køller bedste våben
Det er især selve drabsmetoderne, der forarger europæere og amerikanere. Det er ikke et kønt syn, når en sælunge med store, uskyldige øjne pludselig får et hårdt slag oven i hovedet af en kølle eller en hakke – den såkaldte hakapik. Men i følge Pierre-Yves Daoust og hans forsker-kolleger dør mindst 98 procent af sælerne øjeblikkeligt, og køller er i virkeligheden langt det mest effektive våben, hvis de bliver anvendt, som de skal.
- Det afhænger meget af vejr- og isforholdene, men hvis man skulle vælge, er kølle og hakapik mindst lige så effektive som rifler. Fordelen er, at fangeren står lige ved siden af dyret og med det samme kan undersøge, om det er dødt. Der er heller ikke risiko for, at sælen falder i vandet og forsvinder, forklarer han.
Daoust er overbevist om, at slagteprocessen for kvæg, svin og kyllinger er langt mere grusom.
- Sælen ligger og soler sig på isen, og det næste øjeblik er den død. Der er højest et par sekunders stress fra den opdager fangeren, til han slår den ihjel. Husdyr er som regel under voldsomt stress under timelang transport, før de overhovedet ankommer til slagteriet, siger han.

Så længe der er et marked
Som sagt er professor Daoust ikke ude på at tale andres sag end sælernes, så han afviser også et par af det canadiske fiskeriministeriums argumenter.
- Sælfangsten har intet at gøre med at kontrollere bestanden. Hvis vi indstillede jagten, ville naturen selv tilpasse antallet af sæler. Og det har heller ingen betydning for torskebestanden. Jo, sæler spiser torsk, men de spiser også fisk, der spiser torsk, så det ville ikke gøre den store forskel, forklarer han.
Om man vælger at kalde det sælhøst (som Daoust) eller nedslagtning (som Paul McCartney og Brigitte Bardot) er den primære motivation for at fortsætte med at slå sæler ihjel for at sælge deres skind økonomisk. Og for Pierre-Yves Daoust er det i sig selv et godt argument.
- Så længe der er et marked, kan man da ikke forvente, at fangerne skulle holde op med at udføre deres job, eller at den canadiske regering skulle forbyde det. Hvis man er imod brug af læder, skind og pels, skulle man måske hellere tage til Kina og Rusland og overbevise dem om, at de bør standse importen, mener han.
Han tror, at sælfangsten vil fortsætte, og ser ingen problemer i det, men understreger, at det er vigtigt, at især nye fangere bliver grundigt trænet. Og så kunne han godt tænke sig at samarbejde med aktivisterne.
- Jeg vil gerne prøve at forstå, hvorfor vores indtryk af fangsten er så forskellig, siger han diplomatisk.

Hyldest til monsieur Grandmaison

Velkommen tilbage og velkommen til 2011. Jeg håber, jeres nytår var både så muntert og rørstrømsk, som den slags skal være, og at det bød på varme oplevelser med andre mennesker.

Som ny blog om et – for nogen – ganske fremmed land, havde jeg planlagt en lille 2010 Canada-nyheds-kavalkade, så I ved lidt om, hvad og hvem I har med at gøre her. På samme måde havde jeg også planlagt at bruge mine to en halv ugers juleferie på at opholde mig så meget udendørs som muligt, stå på ski og skøjter, gå lange ture i min snedækkede by, besøge familie og gode venner og både spise og lave masser af god mad.

Alle disse planer er udsat. For en uge siden stod jeg nemlig på en gummimåtte med varm sol i ansigtet, øjnene blændet af sneen, stramt snørede skøjter på fødderne og min datter ved hånden. Forude ventede et par timers skøjteløb med børnene og nogle gode venner, derefter frokost og så de to timers køretur hjem til Montreal. Mor og datter træder ud på isen samtidig, mister øjeblikkeligt fodfæstet begge to og lander lige ved siden af hinanden.

Kort resumé af resten: Datteren uskadt. Moren oplever sindssyg smerte, ambulance, brækket håndled, skadestue, stoffer, rigtig meget opkast. Hjem til Montreal, skadestue, men heldigvis ægtefællens gamle arbejdsplads, så jeg kom foran hele venteværelset – både en kineser, der havde fået amputeret sit ben fra knæet og ned og en meget gammel, meget bange dame, der ikke havde spist og drukket i tre dage og talte i vildelse. (Nå, sygeplejersker skal vel også have en lille smule fryns.) Flere stoffer, hånden trukket på plads af fire fuldvoksne ortopæder, stor smerte. Nu talte jeg i vildelse. Tredje dag, også kaldet 30. december, dagen før min søns syv-års fødselsdag: operation. Og her slutter mine banale beklagelser, for den dag havde jeg nemlig årets varmeste oplevelse med et andet menneske, så bloggen i dag – vel nærmest en nødblog – ender en lille smule lykkeligt:

Vi var tre, der iført knælange hospitalskitler, lyseblå plasticposetøfler og tomme maver tilbragte den 30. december i venteværelset på ortopædkirurgisk afdeling fra klokken 8:30 om morgenen. En cirka 60-årig pakistansk kvinde havde brækket sin fod flere steder ved at gå ud med skraldespanden i hjemmesko den 22. december. Hun kom til først. Fair nok. Så var der monsieur Grandmaison, en, skulle det vise sig, ikke bare rar og pæn, men også gavmild og uselvisk mand på min alder, og mig. Han havde brækket kravebenet for 12 uger siden, men det var vokset skævt sammen. Hans operation var allerede blevet udskudt to gange i løbet af julen – første gang fik han beskeden, mens han sad i flyet fra Toronto, på vej hjem fra en afbrudt juleaften for at blive opereret ... Sygeplejersken kom ind og meddelte, at det var ham om halvanden time og mig bagefter, altså om tre-fire timer. Også fair nok, selvom m. Grandmaison undskyldte. Tiden gik, og der kom et par traumepatienter direkte fra skadestuen ind foran os. Garanteret fair nok. Jeg fik en seng og sov lidt. Vågnede og hørte sygeplejersken sige følgende i telefonen udenfor: ”Okay, så vi tager kravebenet nu og sender håndleddet hjem ... Det siger jeg til hende.” Jeg nåede at mærke en nært forestående tåretsunami rejse sig inde bag næsen, men inden bølgen nåede ud, og inden sygeplejersken nåede at lægge røret på, havde kravebenet rejst sig og meddelt, at han gerne ville bytte. Han gav mig sin plads! Han havde brugt uger på at få gennemtrumfet en operation, havde været tæt på at betale 20.000 dollar og få det gjort i Texas, havde nu en tid om en halv time hos Montreals førende ortopædkirurg, havde fastet siden midnat dagen før – og så var han villig til at give mig sin plads som dagens sidste operation.
Der kom en mindre tåretsunami alligevel, men den var af lykke. Monsieur Grandmaison (som burde have heddet Grandcoeur) stod for mit vedkommende suverænt for 2010’s mest rørende handling. Det er stadigvæk et upraktisk helvede at have brækket håndleddet, men jeg var hjemme til Viktors fødselsdag, og i morgen begynder jeg altså at trappe ned på de der Oxycodone. De gør mig så rørstrømsk, men ikke munter.
Rigtig godt nytår.