Løsning på vej i Hans Ø-sagen

Helt deroppe nord for Thulebasen ligger Hans Ø.

Endelig! Efter nogle nervepirrende år, hvor mange af jer sikkert har spildt talløse vågne timer i grublen over Danmarks arktiske overherredømmes tilstand, ser det omsider ud til, at der er fundet en løsning i sagen om Hans Ø. Den 1,3 kvadratkilometer store klippeø (eller uninhabited barren knoll, som Wikipedia kalder den) ligger klemt inde i Nares Strædet mellem det allernordligste Canada og Grønland, og ingen kan helt finde ud af, hvilken nationalitet fuglene på knolden har. En gang imellem rejser en dansk eller en canadisk ekspedition derop, hejser et flag og lægger en flaske Rød Aalborg eller Canadian Club til næste hold.

Striden er selvfølgelig alvorlig nok. Det nordlige ishav og Nordvestpassagen mellem Grønland og Stillehavet er i fuld fart ved at blive helt isfrit om sommeren, så Rusland, USA og Norge er også med i kampen om at skrabe størst mulig undergrund til sig for at få adgang til olie og mineraler. For Canada betyder det en brat opvågning. Landet har stort set aldrig haft grund til at gøre nogen indsats overhovedet for at forsvare sin nordlige grænse, og nu skal der pludselig mobiliseres et større logistisk militært system hen over det enorme, øde, barske og ekstremt afsides landområde, der i løbet af få år er blevet en kyst.

Hans Island/Île de Hans blev en ubehandlet rift, der truede med at inficere det ellers så velplejede forhold mellem Danmark og Canada, men nu står der så endelig i min avis, at "Negotiators are now confident that Canada and Denmark will resolve their dispute over Hans Island, and sooner rather than later."

Pyh. Det var godt. De er ikke helt sikre på den endelige løsningsmodel endnu, men enten kan vi eje den i fællesskab (hvilket jeg synes, lyder hyggeligt), eller også kan vi dele den på midten (hvilket er mindre hyggeligt, men alligevel ville give os en fælles landegrænse).

Det er nemt at more sig lidt over Île de Hans, og det er der da også en del, der gør. Her er nogle af bedre:
http://radiofreehansisland.com/
http://www.hansislandliberationfront.com/index.htm
http://freehansisland.com/

Jeg skal nok sige til, når der er mere nyt om vores lille stykke arktisk Danmark.

Sælfangst i Canada

Da højre hånd har lidt rigeligt at se til for tiden, har jeg aftalt med den, at den får lov til kun at skrive disse fire linjer i ugens blog og så simpelthen snyde og indsætte en artikel, den sammen med venstre hånd skrev for tre år siden, men som stadig er mindst lige så aktuel:

Blodige billeder fra den årlige canadiske sælfangst har fået både rockikoner, filmstjerner og almindelige forbrugere til at protestere. Men hvor grusom er i virkeligheden denne mange tusinde år gamle skik, og hvem kan man stole på?

Hvert år får flere hundrede tusinde canadiske sæler smadret kraniet på isen omkring Quebec, Newfoundland og Labrador. Sælerne er typisk mellem fire og seks uger gamle, når lokale sælfangere dræber dem, flår deres skind af og smider kroppene tilbage i havet. De efterlader den før så rene og hvide is oversvømmet af blod.
Dyreværnsaktivister fra hele verden er på plads i gummibåde og helikoptere for at dokumentere, hvad de kalder grusom og ubarmhjertig nedslagtning af hjælpeløse sælunger, og de farverige billeder, de sender hjem er ikke for sarte øjne og finder nemt vej til både tv og aviser i USA og Europa.
Ligeledes har berømtheder som sir Paul McCartney og hans hustru Heather Mills McCartney eller den franske skuespiller og pelsmodstander Brigitte Bardot ingen problemer med at komme til orde, når de rejser til Canada for at protestere mod disse i deres øjne inhumane sældrab. Det er for eksempel i høj grad Brigitte Bardots fortjeneste, at al jagt på de hvide babysæler har været totalt forbudt i Canada siden 1987.
Det er det canadiske fiskeriministerium, Fisheries and Ocean Canada, der laver reglerne for fangstmetoderne, fastsætter kvoterne og kontrollerer, at fangerne lever op til kravene.
I følge ministeriet er både aktivisterne og de berømte tilrejsende misinformerede. Der er masser af sæler, de bliver slået ihjel på en yderst human måde, og sælfangerne, der ofte kommer fra små, afsidesliggende samfund, har hårdt brug for den ekstra indkomst uden for fiskerisæsonen, er ministeriets udlægning. Det er i øvrigt også ministeriet, der får sure fangere på nakken, hvis sælfangsten bliver forbudt.

En upartisk ekspert på banen
De to lejre kunne nærmest ikke være længere fra hinanden. McCartney, Bardot og deres ligesindede kræver et totalt stop for sælfangsten, mens ministeriet planlægger at hæve kvoterne på grund af en stor og sund sælbestand. Sælfangerne vil bare gøre deres arbejde i fred, og det endte på årets første jagtdag sidste lørdag med, at vrede fangere kastede sælindvolde efter nærgående aktivister fra The Humane Society of the United States.
Så hvem har ret?
Pierre-Yves Daoust er professor i dyre-patologi ved Atlantic Veterinary College, der er tilknyttet Prince Edward Island universitetet i det allerøstligste Canada. Hans speciale er sundhed hos havpattedyr, og han ledede i 2002 en gruppe forskere i en omfattende undersøgelse af sælfangsten i Atlanterhavet ud for Canada.
Hans konklusion er, at stort set alle sælerne bliver slået ihjel på en helt acceptabel og human facon, men at fortsat kontrol med og uddannelse af fangerne er nødvendig.
Pierre-Yves Daoust er videnskabsmand og vil nødigt gøre sig til talsmand for hverken modstandere eller tilhængere af sælfangst. Han ærgrer sig dog over effekten af de ihærdige berømtheders bombastiske udtalelser.
- Når de blander sig, gør de desværre ikke andet end at øge afstanden mellem de to lejre. Paul McCartney gentager bare, hvad dyreværnsaktivisterne har fortalt ham, og fangerne lukker simpelthen ørerne for kritikken. På den måde sker der ingen fremskridt, siger han.

Køller bedste våben
Det er især selve drabsmetoderne, der forarger europæere og amerikanere. Det er ikke et kønt syn, når en sælunge med store, uskyldige øjne pludselig får et hårdt slag oven i hovedet af en kølle eller en hakke – den såkaldte hakapik. Men i følge Pierre-Yves Daoust og hans forsker-kolleger dør mindst 98 procent af sælerne øjeblikkeligt, og køller er i virkeligheden langt det mest effektive våben, hvis de bliver anvendt, som de skal.
- Det afhænger meget af vejr- og isforholdene, men hvis man skulle vælge, er kølle og hakapik mindst lige så effektive som rifler. Fordelen er, at fangeren står lige ved siden af dyret og med det samme kan undersøge, om det er dødt. Der er heller ikke risiko for, at sælen falder i vandet og forsvinder, forklarer han.
Daoust er overbevist om, at slagteprocessen for kvæg, svin og kyllinger er langt mere grusom.
- Sælen ligger og soler sig på isen, og det næste øjeblik er den død. Der er højest et par sekunders stress fra den opdager fangeren, til han slår den ihjel. Husdyr er som regel under voldsomt stress under timelang transport, før de overhovedet ankommer til slagteriet, siger han.

Så længe der er et marked
Som sagt er professor Daoust ikke ude på at tale andres sag end sælernes, så han afviser også et par af det canadiske fiskeriministeriums argumenter.
- Sælfangsten har intet at gøre med at kontrollere bestanden. Hvis vi indstillede jagten, ville naturen selv tilpasse antallet af sæler. Og det har heller ingen betydning for torskebestanden. Jo, sæler spiser torsk, men de spiser også fisk, der spiser torsk, så det ville ikke gøre den store forskel, forklarer han.
Om man vælger at kalde det sælhøst (som Daoust) eller nedslagtning (som Paul McCartney og Brigitte Bardot) er den primære motivation for at fortsætte med at slå sæler ihjel for at sælge deres skind økonomisk. Og for Pierre-Yves Daoust er det i sig selv et godt argument.
- Så længe der er et marked, kan man da ikke forvente, at fangerne skulle holde op med at udføre deres job, eller at den canadiske regering skulle forbyde det. Hvis man er imod brug af læder, skind og pels, skulle man måske hellere tage til Kina og Rusland og overbevise dem om, at de bør standse importen, mener han.
Han tror, at sælfangsten vil fortsætte, og ser ingen problemer i det, men understreger, at det er vigtigt, at især nye fangere bliver grundigt trænet. Og så kunne han godt tænke sig at samarbejde med aktivisterne.
- Jeg vil gerne prøve at forstå, hvorfor vores indtryk af fangsten er så forskellig, siger han diplomatisk.